mandag den 14. september 2015

Så du vil være forfatter

 
Hvis ikke det vælter ud af dig
På trods af alt
Så lad være ...
Medmindre det kommer uopfordret fra dit hjerte
Og din hjerne og din mund og din intuition
Lad være
Hvis du må sidde i timevis og stirre på din computer skærm
Eller krumbøjet over din skrivemaskine
Søgende efter ord
Lad være
Hvis du gør det for penge eller berømmelse
Glem det
Hvis du gør det for at få kvinder med i seng
Lad være
Hvis du er nødt til at skrive det om og om
Drop det
Hvis det føles som hårdt arbejde bare at tænke på det
Gør det ikke hvis du prøver på at skrive som en anden
Glem det
Hvis du må vente på det vælter ud af dig
Så vent tålmodigt
Hvis det aldrig strømmer ud af dig
Så lav noget andet
Hvis du først skal læse det op for din kone
Eller din kæreste
Eller dine forældre
Eller til nogen som helst anden er du ikke parat
Vær ikke som så mange forfattere
Vær ikke som så mange tusinde mennesker der kalder sig selv forfattere
Vær ikke grå og kedelig og prætentiøs
Bliv ikke opslugt af selvfedme
Verdens biblioteker har gabt sig selv i søvne over din slags
Stop
Drop det
Medmindre det kommer ud af din sjæl som en raket
Medmindre tilværelsen driver dig til vanvid eller selvmord eller mord
Glem det
Medmindre solen indeni fortærer dig
Gør det ikke
Når det er tid og du er blevet udvalgt
Kommer ordene af sig selv
Og det bliver de ved med til du dør
Eller ordene dør i dig
Der er ingen anden vej
Og det har der aldrig været
 
Charles Bukowski oversat af TD

Den forkerte filmrulle


Vi har været  11 år

Min tvilling og jeg havde fået lov til at se Jimi Hendrix filmen

som de viste på Herning Folkebibliotek om aftenen

Der sat flere stole frem end der var fremmødte

Filmen gik i gang

Man så et skummelt hotelværelse som henlå i dunkel belysning

I sengen lå et par og bollede

Manden lå øverst

Det blev vildere og vildere indtil instruktøren råbte stop

Manden blev bare ved

Instruktøren tog en whiskyflaske og smadrede den mod mandens hoved

Så blev lyset tændt

Det var åbenbart den forkerte filmrulle der var blevet sat på

Jeg husker ikke så meget fra Jimi Hendrix filmen

Andet end at han spillede med tænderne og satte ild til sin guitar

 

 

 

Amors forgiftede smil


Jeg hader at være forelsket

Når det ikke er gengældt

Håber lige til det sidste

Hvert tegn

Hver tilfældig berøring bliver tydet analyseret og gransket

Jeg klynger mig til et græsstå

Håber tror længes

Sukker dybt mange gange

Ramt af Amors forgiftede smil

Det er forfærdeligt at være forelsket

En besættelse som hensætter mig i labil stilstand

Det ene øjeblik er jeg ovenpå

Tror helt sikkert på det bliver til noget

For derefter at ramme bunden

Grænseløs selvmedlidenhed

Gråd og tænders gnidsel

Står der med hjertet i mine fremstrakte hænder

Modtagelse nægtet

 

 

 

 

 

 

Noget om at blive klogere


Jeg var ung og udødelig da politiet satte efter mig
fordi jeg ikke havde lys på cyklen

Hvis jeg ikke havde været i pengemangel var jeg muligvis stoppet

Hvis ikke jeg havde været en smule fuld var jeg helt sikkert standset

Jeg svingede over vejen

Ind på stien ved pølsevognen i Tordenskjoldsgade

Så ud af øjenkrogen at politiet vendte kareten

Vidste de ventede på mig i porten i den anden ende af karreerne

Så jeg fortsatte halvvejs i fælden før jeg stille og roligt cyklede samme vej tilbage

Og op ad Niels Juhls gade
Der troede strømerne nok de var snedige tænkte jeg dumsmart

I dag har jeg cykelhjelm og lys på så bilisterne kan se mig

Det handler ikke om at snøre politiet

Men om at passe på de hjerneceller jeg har tilbage 

Ak ja sådan kan det gå for os oprørere

 

 

 

 

 

Ræven og uglen


Far interviewede en mand der påstod han havde en ræv
som var bedste venner med en ugle

Se hvor gode venner de er sagde manden glad

Det var tydeligt for enhver at det umage par var perlevenner

For at få et godt billede som understøttede historien

Blev fotografen ved med at sige

Ryk lidt tættere sammen 

Til sidst kunne ræven og uglen ikke komme tættere på hinanden

Fotografen var klar

 Blitzen lynede

Ræven blev så forskrækket at den bed uglen ihjel

Manden græd som pisket

Far bragte ikke historien fordi han havde ondt af manden

 

 

 

 

 

 

 

 

Deadline


Der var deadline

Far havde skrevet en artikel om utraditionelt boligbyggeri i Brande

Og kunne ikke finde fotografiet

Så han gik i arkivet og fandt et passende billede af en bygning helt uden vinduer

Det var utraditionelt

Næste dag ringede telefonen

Det var præsten som ville gøre far opmærksom på at avisen havde bragt et billede af kapellet

 

 

 

 

 

Jobpatruljen

Vi var en broget skare

En fra HK Ungdom

En fra LO Ungdom

En SFer

En VS’er

En DKU’er

Og så mig

Anarkist

Udenfor politisk rækkevidde

Vi skulle være sammen en lille uge i den lejede autocamper

Køre rundt i Søhøjlandet

Spørge i kiosker og på campingpladser

Om de unge var med i fagforening og fik det de skulle have i løn

Et sted hvor vi spurgte råbte den unge fyr ud i baglokalet

Mor, er jeg organiseret?

De fleste steder tog de pænt imod os

Men enkelte steder hidsede folk sig op

Jeg holdt mig i baggrunden

Det var de andre der førte ordet

Der blev hurtigt trangt i den lejede autocamper og lugtede af sure sokker

SF’eren der var en flink fyr

Tilbød vi kunne låne forældrenes sommerhus ved Følle Strand

Det lå ud til havet

Der var også speedbåd til

Vi kunne stå på vandski

Ham fra LO Ungdom var så tyk at det ikke lykkedes at trække ham op af vandet

SF’eren prøvede flere gange

Forgæves

Så var det min tur

Speedbåden speedede op

Et par sekunder var jeg situationens herre før jeg fik overbalance og lå i vandet

Speedbåden slog et sving og kom tilbage efter den næste

Om aftenen grillede vi

Sad på verandaen og havde udsigt over stranden

Sommerens blide bølger

VS’eren viste sig at være en venlig fagforeningsmand fra Horsens

DKU’eren var lokalformand i en af byens afdelinger og noget af en perfid skid

Er det ikke dig og dine anarkist venner der har smadret ruderne i Musikhuset sagde han efter nogle øl

Jeg anede ikke hvad jeg skulle svare

Rødmede over at være blevet beskyldt for noget jeg ikke havde gjort

DKU’eren fik blod på tanden

Han havde fundet sit moppeoffer på turen

Fortsatte et stykke tid før SF’eren kaldte ham et dumt svin og bad ham holde kæft

Ham fra HK var den jeg kendte bedst fordi jeg selv var med i HK Ungdom

Han var en flink fyr

Nem at snakke med

Vi blev nærmest venner i den periode hvor jeg var mest aktiv

Han var systemets mand

Altså socialdemokrat

I Hk Ungdom mente de jeg var kommunist

I Ledige Hænder troede de jeg var socialdemokrat

Jeg var socialt indigneret men derudover partiløs

Har det ikke godt med at gå i takt

Den sidste aften sluttede vi af på Maggies

Pizzaer og store fadøl

SF’eren og DKU’eren skændtes

De kunne ikke udstå hinanden

SF’eren gav DKU’eren en syngende lussing

Og sagde der var flere hvor de kom fra hvis ikke han holdt kæft

Sådan sluttede den jobpatrulje jeg var med på

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kalkben

Det var i børnehaven udenfor byen

Jeg arbejdede sammen med to skrappe fyre der elskede hårde tacklinger og kaldte hinanden for fisse

Jeg brød mig ikke om det men sådan var tonen

Lederen greb ikke ind

Hun var svært glad for dem

Især Ronny der optrådte som om han var souschef selv om han kun var pædagogmedhjælper

Sad med kalenderen fremme og spillede kong gulerod til møderne

Det syntes lederen var helt fint

Hun opmuntrede ham ligefrem

Jeg fik ikke et ben til jorden

Hverken til møderne og når vi spillede fodbold

To af hanerne havde kalkben

Lederen bad os aflive dem omme bagved

Ronny huggede hovedet af hanen og rakte mig øksen

Jeg havde ikke slået andet ihjel før end fisk og fluer

Desuden havde jeg mandolinfeber og rystede sådan på hænderne

At jeg huggede forkert så hanen ikke døde før Ronny gjorde det af med den

Og så foragteligt på mig

Jeg var ikke macho nok til at være der

Heldigvis

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Costa del Sol


Når du og din bror fylder 18 skal I flytte hjemmefra

I kan komme forbi en gang om ugen og spise med

Men I skal ikke tage jeres beskidte vasketøj med sagde mor

Så flyttede vi på kollegium

Far og mor flyttede til Spanien

Vi havde spillet Costa del Sol med CV Jørgensen for dem

Så der ville de i hvert tilfælde ikke bo

De flyttede fra lejlighed til lejlighed på Mallorca

Boede tre måneder hvert sted

Far skrev lange rejsebreve hjem til os på tyndt papir

Vi besøgte dem også

Dengang kunne man komme af sted for næsten ingen penge

En uge på uspecificeret møghotel

Efter ti år var far og mor trætte af Mallorca

Så flyttede de til Costa del Sol og var rigtig glade for at bo der

Pendulerede rundt som de havde for vane

Bosatte sig i Nerja og Fuengirola

Men også Torre del Mar som var et ucharmerende højhushelvede på et smalt stykke land

Der blev de venner med husejeren som var en ældre dame der havde en yngre elsker

Pablo

Han gjorde det ikke kun for pengenes skyld

Kunne godt lide hende og gav hende et kærligt klap bagi

Så gebisset røg ud af munden på hende og 16 etager ned 

Far og mor var hjemme i Danmark halvdelen af året

Så flyttede de rundt mellem Ringkøbing og Ribe

Og mange af de steder der lå derimellem

En gang flyttede de også til Hvide Sande

Men der blæste det så mor var ved at blive tosset

Min bror og jeg skulle besøge dem

Vi trådte op i bussen

Jeg skal have en billet til Houvig sagde min bror

Nej du skal ej sagde buschaufføren

Nu bor jeres forældre i Kloster

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Knallert


Min storebror havde pralet med at kom politiet ville han køre fra dem

Jeg sad bagpå Pucken

Vi kørte rundt i kvarteret

Stille villaveje

Høje hække

Uforstyrrethed

Jeg drejede hovedet

Politiet kørte lige bag ved

Det sagde jeg til min bror

I det samme lød sirenen

Min bror holdt pænt ind til siden

Fik en bøde

Måtte vente nogle måneder før han var gammel nok til at køre rundt udenfor

Øvede sig i stedet i baghaven som snart lignede en motocrossbane

  

 

 

 

 

tirsdag den 5. maj 2015

Ferieafløser

Mor var træt af at se os lave ingenting i sommerferien
Så hun ringede til fjerkræslageriet
Mandag morgen kunne min bror og jeg begynde
Han blev sat til at tage indvolde ud af de slagtede kyllinger og kalkuner
Jeg kom ned i frysekælderen
Hvor jeg skulle pakke kasser med vinger og lårben
Mange af kyllingerne blev eksporteret til Saudi Arabien
Den bedste tjans var at stå ved klistermaskinen og sætte mærkater på kasserne
På arabisk stod der at kyllingerne var halalslagtet
Det var hårdt at pakke kalkunoverlår  
Jeg var fuldkommen udslukt da jeg kom hjem til aftensmad
Min bror nægtede pure at sætte sine ben på fjerkræslagteriet mere
Det blev over hans lig  
Jeg holdt ud i elleve dage
Gik til hånde så godt jeg kunne
De fastansatte talte ikke til os ferieafløsere 
De sagde heller ikke noget videre til hinanden for de var vestjyder
Næsten alle i frysekælderen var forkølede
Der var en stor hakkemaskine hvor resterne af kyllingeskrogene blev kværnet
Blod og splintret ben tilsat vand kom ud i en lind strøm
Nogen gange stoppede maskinen
Så kravlede en af de fastansatte op og rørte rundt i dødesuppen med en skovl
Sendte en grønhakker ned i det der blev til kyllingepølser
Det syntes jeg var ulækkert
Jeg skulle stable kyllingepølsepløret i bakker på et stativ med hjul
som derefter blev trillet ind i fryserummet
Mine arme var efterhånden blevet lange og trætte så jeg mistede grebet halvvejs over hovedet med en tyveliters bakke med ulækkert indhold
Det løb ned ad mig
Da det nåede ned i gummistøvlerne vidste jeg min sidste dag på fjerkræslagteriet var kommet
Jeg har ikke spist kyllingepølser siden


mandag den 4. maj 2015

Checken

Finn var kontorbud i sit fars ejendomsmæglerfirma
Og bedste ven med Eddy Andreasen
De kedede sig bravt en dag og ville lave noget spas
Kopierede faderens checks på kopimaskinen
Farvelagde dem så de til sidst lignede dem fra Privatbanken
Komplet med stempel og kontonummer
Checken lagde de foran kassen i Rundhøj Super
Gemte sig bag nogle tøjstativer og ventede på at en dumrian samlede forfalskningen op
Prøvede på at betale med den og ville blive til grin
Fordi checken var udstedt af Sigmund Freud
Det var hvad de havde tænkt sig
En dame samlede checken op
Betalte med den
Kom ud med for to hundrede kroner varer uden at der skete noget
Sådan noget lort
De løb grinende derfra og glemte alt om nummeret før mange timer senere
Hvor Finn blev indkaldt til møde på kontoret
Faderens kompagnon Rasmus Jensen var der også
Det drejede sig om den her check
Banken havde sporet den
Politiet havde været på besøg
Finn måtte gå til bekendelse
Det var meget pinligt   
Især fordi han havde kopieret kontonummeret med over på den forfalskede check 
Først fik han en stor skideballe  
Så sagde Rasmus Jensen til ham at checken var vældig godt lavet







En moderne H.C. Andersen fortælling

Midt i firserne var SU lån helt vildt dyre
Renten var tårnhøj 20%
Jeg lånte ti tusind 
Min storebror havde en klassekammerat 
hvis storebror lige havde åbnet en HIFI butik
AKAI spolebåndoptageren skulle han have 
fem tusinde femhundrede kroner for
Den var kun halvanden år gammel
Jeg kom hjem med spolebåndoptageren
Indspillede og afspillede Moonlight Shadow
Det lød dårligt og det var ellers en god sang
Spolebåndoptageren var spillet sønder og sammen
Havde nogle rigtig irriterende S’ lyde 
Senere byttede jeg den til en Höfner guitar
Der var ingen forstærker til
Der var seks strenge men det var kun de fem der kunne stemmes
Jeg lærte at spille starten på Smoke on the water
Det blev hurtigt kedeligt at spille guitar som knapt kunne høres
Så jeg byttede Höfner guitaren for et barkøleskab som summede højt hele natten
Om morgenen ringede jeg til Genbrugsfabrikken og bad dem afhente det

Pilen og kridtet

Finns storebror og hans kammerat 
legede cowboys og indianere i arkitektens have
De lå på lur bag nogle tjørnehække
Da Finn intetanende cyklede forbi
Buerne var lavet af elektrikerrør med bambus i
Pilene spidset i en blyantspidser
En af dem ramte Finn tæt ved øjet  
Det var ikke med vilje sagde hans storebror
Det var et uheld
Finn blev transporteret på skadestuen
Bagefter var han så sur på sin storebror at han kom op at slås
Stak et kridt op i næsen på ham
Så han også måtte en tur forbi skadestuen






mandag den 20. april 2015

Ritualet

Mens jeg var ung kendte jeg en fyr fra Nordnorge som var samer
Han var kronraget og hørte tekno og tibetansk gong gong musik og kom ofte forbi
Stillede sin rygsæk fra sig og fandt et stykke ben frem som han hævdede var fra en mammut
Han havde også en ioniseringsmaskine han påstod rensede luften i min lejlighed.
Han var meget alternativ
Dengang var jeg optaget af shamanisme og havde læst alle Carlos Castanedas bøger
Min ven inviterede mig med til et foredrag på Ny tids aftenskole
hvor en indisk guru ville fortælle om kundalini kraften.
Vi kom ind i et stort lokale
Der var ingen stole
Guruen spurgte om vi alle var indviede i første del
Jeg rakte hånden op og sagde som sandt var at det var jeg ikke
Indisk gæstfrihed forbyder mig at smide fremmede ud sagde guruen til mig på engelsk
Men hvis du skal være her må du lukke øjnene og sidde helt stille imens
Så længe det varer
Det indvilligede jeg i
I den tro at nok bare var ligesom meditationen på Skandinavisk yogafabrik
Af ti minutter til et kvarters varighed
Så jeg satte mig i yogastilling og lukkede øjnene
Der blev ikke sagt meget
Nogle lyde
Aum
Jeg havde lyst til at sige Av for mine ben sov allerede og som sessionen trak ud
Fik jeg ondt i den ene balde
Det blev mere og mere pinagtigt
Sveden sprang frem på min pande og jeg var lige ved at skrige
Sad ubevægelig med lukkede øjne en time og tre kvarter
Bagefter var jeg fuldstændig færdig
Smerten var uudholdelig
Jeg var våd af sved og dehydreret
Vi tog hen på Coffee & Silver hvor jeg fik et stort glas friskpresset juice
Mens jeg ømmede mig
Aldrig har jeg haft så ondt et hvis sted





mandag den 6. april 2015

Spøgelsesdating

Jeg har været så dum at melde mig ind på en spøgelsesdatingside
Tre måneder har jeg købt 
Ud af ti breve jeg har skrevet er de ni ikke blevet læst
Jeg har lavet min profil om hver anden dag
Lagt digte ind og skrevet ærligt om end ikke hudløst ærligt om mig selv
Der er ingen grund til at skyde sig selv i foden
Mange skriver slet ikke noget om sig selv eller viser et foto
Det er som om de ikke vil stå ved sig selv
Især kvinderne
Måske er der bare for mange gifte mænd som skriver sjofle breve  
Det kan jeg sagtens forestille mig
Jeg har skrevet hvem jeg er og hvad jeg står for
At jeg ikke gider utroskab og usnutlig selvtilfredshed
Stemmer rødt og har grønne fingre
Dating er ligesom at fiske
Jeg fanger sjældent noget
Inderst inde håber jeg den sidste tredjedel af mit liv bliver knapt så ensomt som de foregående 50 år
Men må også erkende at jeg bevæger mig i periferien
Psykisk og socialt
På midten er der trængsel
Der vil alle være 
Det er dejligt nemt
Mit liv er ikke nemt
Det kunne sikkert godt være nemmere hvis jeg var mindre stejl
Hvis noget kan gøre et menneske blød og tilgivende er det kærlighed
Kærligheden er en blomst som folder sine blade ud når solen skinner på den
Kærligheden gør os til bedre mennesker
Jeg vil gerne være et bedre menneske
Jeg vil gerne elskes og elske og dele mine inderste tanker med en anden
Men ikke for enhver pris
Absolutter er af det onde
Jeg havde engang en kæreste som gav mig et ultimatum
Hvis ikke du holder op med at drikke skrider jeg
Jeg holdt op med at kæve den
Alligevel skred hun
Hun var køn men havde et stenhjerte
Jeg skulle have valgt øllene i stedet for hende
Mod hårdhjertethed kæmper følsomhed forgæves
Jeg græd i et halvt år og drak endnu mere
Ugengældt kærlighed er direkte skadeligt for helbredet
Det er som at være i helvede når du gerne vil være i himlen
Det er nedtur når du trænger til en optur
Derfor er jeg ekstra påpasselig med hvem der kommer ind i mit liv
Jeg kan ikke klare flere skuffelser og nederlag
På den anden side kan jeg heller ikke udholde et helt liv uden kærlighed
Noget må gøres
Det er forår
Fuglene synger udenfor mit vindue
Jeg skriver til Aisha der har tatoveringer og ligner en bikerpige
Hvis jeg spørger pænt kan jeg vel få lov til at sidde bagpå motorcyklen













































søndag den 5. april 2015

Fejlfuld ( den officielle video )



Tekst og oplæsning: Tomas Dalgaard
Musik og produktion: Søren Lauridsen
Videoinstruktion og skuespil: Sigurd Kirk Troelsen

fredag den 27. marts 2015

Nu er det nok

I regionaltoget har en pubertetsknægt smidt støvlerne op på klapbordet
Jeg sidder bagved
Bukker mig frem for lige at se hvor stor han er og siger så
Man sidder ikke med støvlerne oppe
Det kan godt være du synes jeg er et gammelt fjols
Øh
Så går jeg i stå men jeg har jo også sagt hvad jeg havde at sige
Ud af øjenkrogen ser jeg nodelæserkvinden som har siddet og sunget lydløst og bevæget pegefingeren rytmisk henover nodearkene
Hun nikker billigende og finder ind i musikken igen
Knægten siger ingenting
Han tør ikke se på mig og tager straks støvlerne ned
Kæresten siger heller ikke noget
Står af i Ringe
Måske er de flove
Det håber jeg

Havde det derimod været en stor overtatoveret rocker
der havde siddet med støvlerne oppe skulle jeg ikke have klinket noget
Det er jeg sikker på
Jeg vil gerne fra denne verden stilfærdigt
Kald mig bare et skvat
Desuden er det en større opgave end som så
Rigtig mange unge sidder med støvlerne oppe i DSB toget   
Pigen ved vinduespladsen har smækket stængerne op
Konduktøren beder om at se hendes billet men ikke om at hun tager støvlerne ned
Når han ikke gør sit job så opgiver jeg
De unge kan være nok så flinke og kloge og godt uddannede men dannelse har mange af dem ikke
De tænker ikke på at der skal sidde andre mennesker bagefter
Deres forældre har forsømt at lære dem et eller andet væsentligt om livet
Hensyn til andre







torsdag den 12. februar 2015

Fujimori

Jeg manglede et par nye bukser
Så jeg spurgte den ulasteligt klædte ekspedient i Magasin
Om de havde et mærke der hed Fujimori
Bukserne sad nemlig så godt på mig
Det mærke tror jeg ikke vi fører men vent et øjeblik 
så skal jeg se efter
Ekspedienten kom tilbage
Nej det mærke har vi ikke
Jeg er sikker på bukserne hedder Fujimori sagde jeg 
og blev pludselig selv i tvivl
Nå nej
De hedder Alberto
Ligesom ham den tidligere peruvianske præsident
Sikke en sjov forveksling sagde jeg og grinede
Ekspedienten lo også men det var mest af høflighed
Han fandt bukserne frem og så usikkert på mig 
som om jeg ikke var helt tilregnelig
Skidt med det
De passede perfekt





Nolde Museet

For mange år siden ville far og jeg besøge Nolde Museet
Vi steg på toget i Ribe
Kørte til Niebüll
Da vi ankom fandt vi ud af museet lå 15 kilometer væk
Vi måtte få det bedste ud af situationen
Niebüll var ikke meget andet end en landsby
Men der var et supermarked
Vi kunne købe toldfrit ind
Far fyldte en kurv med spansk rødvin og nogle flasker Campari til mor
Cigaretter
Jeg fandt en flaske whiskey
Da vi skulle betale tog de ikke imod Visakort
Far blev rasende og begyndte at skælde ud på dansk
Havde heldigvis en håndfuld mønter
Og købte fire øl
Da vi gik ud af butikken råbte han at byen var en nazistisk enklave
Bandede og forbandede landsdelen og sagde det var godt den ikke længere var dansk
Vi gik tilbage til stationen og ventede på toget fra de tyske statsbaner
Som skulle føre os hjem til kongeriget
Åbnede dåserne og opdagede at øllene var alkoholfrie










torsdag den 5. februar 2015

Moderne kunst



De satte kunstværket op foran domkirken
Der hvor solen sjældent skinner og ingen fugle synger
Allerede efter et år skrev en journalist at installationen rustede
Det kostede en million kroner at ordne den bagatel
Alt imens turisterne skyndte sig forbi
For ikke at få ødelagt deres ferie
Et monument over dårlig smag
Der var så grim at selv mågerne ikke gad skide på den
De eneste som kunne lide kunstværket var børnene
Som fik våde ærmer når de plaskede i vandet
Der dovent løb ned ad installationen og ud i ingenting
Og mest af alt lignede 
Sådan en Eva pålægsmaskine mor havde da jeg var lille 

Medieluder

Så for Søren
Nu er den gal med Pind igen
Han vil sende våben til Ukraine
For nogle år siden ville han også sende våben til de syriske oprørere
Hvor er det let at have sit på det tørre og agere koldkriger
Når der kommer en nyttig idiot rendende med en mikrofon og beder om en udtalelse
Søren Pind er i egne øjne frihedskæmper
Han får det til at lyde dejligt nemt
For hvert nyt våben er der en to eller tre børn som bliver forældreløse
Det er frihedens pris
Den er han villig til at betale
Det er jo heller ikke ham det går ud over
Hvad han ikke siger for at komme i medierne
Kunne han ikke bare få sit eget tv program
Hvor han kunne lade munden løbe over med letkøbt retorik
Så ville jeg have en undskyldning for at smide mit tv ud  

onsdag den 4. februar 2015

Alderen trykker

Jeg kan ikke længere læse uden briller
Min hørelse er heller ikke hvad den har været
Måske har jeg hørt for meget støjrock da jeg var ung
Måske er det årene som pædagog der har gjort mig små døv
Min afdøde moster gav mig engang et avisudklip
En audiolog havde målt lydtrykket i en ganske almindelig børnehave
130 decibel
Så højt var lydniveauet
Det svarede til et lettende jetfly stod der
Så tror pokker jeg ikke kan høre hvad der bliver sagt
Stop det mumleri
Skavankerne kommer med alderen
Det er ligesom et par bukser
Først er de nye og pæne
Så bliver de slidte
Der går hul på bukserne
Der kommer en lap på
Der går et stykke tid
Så går der hul igen
Der sættes en ny lap på
Til sidst kan der ikke syes flere lapper på bukserne
De revner når man sætter sig på hug
Sådan er det at blive ældre
Slitage
Skavankerne står i kø
Parfume allergi
Hø feber
Mavesår
Hvad bliver det næste








Danmark

Jeg har givet dig alt og nu er jeg ingenting
Danmark
12000,- efter skat
Jeg klager ikke
Kan bare ikke holde mine tanker ud
Danmark
Hvornår holder du op med at føre krig
Knep dig selv i røven med dine bombefly
Jeg nægter at skrive flere digte før krigen holder op
Danmark
Jeg har det ikke så godt
Lad mig være i fred
Danmark hvornår bliver du igen god
Hvad vil du sige til de efterladte tolke i Afghanistan
De forældreløse børn
Danmark
Hvornår begynder du at lytte til andre end Amerika
Hvornår holder du op med at aflytte og overvåge os alle
Danmark
Hvornår standser du mishandlingen af dine husdyr
Danmark
Jeg er ved at brække mig over dine mange love og rigide regler
Gør det lettere at være menneske
Gør det lettere at være mig
Danmark
Hvornår kan jeg gå i supermarkedet 
Og nøjes med at købe hvad jeg har brug for
Danmark
Du giver mig allergi og gør mig syg
Jeg vil leve i et land uden giftstoffer og kemikalier
Danmark
Dit formynderi virker overvældende og kvælende
Du får mig til at ønske jeg var terrorist
Vi må kunne afslutte vores uoverensstemmelser på en anden måde
Danmark
Hvordan er det lige du behandler underklassen
Det lover ikke godt for fremtiden
Danmark
Jeg gør hvad jeg skal men orker snart ikke mere og giver op
Danmark
Lad være med at presse mig
Jeg har mistet håbet
Danmark
Der er er gået kuk i årstiderne
Blomsterne blomstrer selv om det sner
Danmark
Jeg læser avisen og ved hvad der foregår
Hver dag er en dårlig nyhed
Danmark
Jeg er pessimist med hensyn til venstrefløjen
Danmark
Jeg var anarkist som ung og fortryder det ikke
Du skulle have set mig læse Bakunin og Kropotkin  
Danmark
Jeg sidder hjemme i dagevis og stirrer på genudsendelserne i tv
Hvad skal jeg foretage mig
Jeg er ved at gå i stå
Der er ingen jobs at få
Danmark
På Psykiatrisk Hospital mente de ikke 
jeg led af personlighedsforstyrrelser
Jeg lider af ensomhed
Danmark
Jeg bliver aldrig religiøs
Jeg får ingen visioner
Er hverken Rousseau eller indianer
Danmark
Jeg har endnu ikke fortalt dig hvad jeg mener om dine omstruktureringer
og nedskæringer
Det er dig jeg taler til men du lytter ikke
Danmark
Vil du lade EU bestemme det hele
Løn og arbejdsforhold
Hvornår tager du dig af dine hjemløse
Danmark
Hvorfor skal politiet partout have flere penge
Hvad skal du bruge de registreringer til
Danmark
Jeg låner en bog på biblioteket
Den handler om olie
Den handler om penge
Når profit er vigtigere end mennesker
Danmark
Bjarne CoryDong sælger sølvtøjet
Bagefter sælger han os
Det slår mig at jeg ikke kan stole på den bovlamme middelklasse
Nå nu snakker jeg igen med mig selv
Danmark
Kineserne kommer
Jeg må hellere overveje en overlevelses strategi
Mine begrænsede ressourcer til trods
Danmark
Der ligger 1400 tætskrevne A4 sider i min flyttekasse og 25 afslag fra forlag
Jeg vil altid gerne sælge dig min digtsamling men du er ikke interesseret
Jeg skal ikke komme ind på mine længsler
Danmark
Hvis jeg var diktator ville du få røven på komedie
Danmark
Hvordan skal jeg klage når jeg ikke forstår dine afgørelser
Danmark
Mine udsagn er lige så forskellige som strandens sten og skal ikke modsiges
Danmark
Befri byerne for trafik og læs mere lyrik
Danmark
Red de danske skole elever
Lad dem ikke blive hjerneblæst af al den undervisning
Danmark
1984 er en realitet
Danmark
Hvor gik det galt
Hvorfor blev du krigsliderlig
Hvornår holdt du op med at bekymre dig om ulighed
Hvorfor holdt din medfølelse op
Danmark
Hvorfor stopper jeg bare ikke her
Holder op med at tale til dig
Du svarer jo alligevel ikke på mine spørgsmål
Du er ligesom finansministeren
Han vil tvinge os alle til at have to jobs 
og arbejde 16 timer i døgnet til mindsteløn
Hjælp
Danmark
Det er faktisk ikke for sjov jeg skriver det her
De store drenge banker de små
Du er ligeglad
Din moral er flosset
Du er en hykler
Det kommer der ikke noget godt ud af Danmark
Jeg er sur på dig
Du har svigtet mig Danmark
Jeg stak gerne en kæp i samfundshjulet hvis jeg kunne
Du skal vide jeg kun venter på øjeblikket Danmark

( Pastiche over Allen Ginsbergs Amerika digt )










tirsdag den 6. januar 2015

Støvsugermusik

Jeg har støvsugermusik
Som regel et bestemt album med Bad Religion
Ramones er også gode at støvsuge til
Deres sange varer højest to minutter
Den tid det tager at støvsuge hjemme hos mig
Jeg dvæler ikke ligefrem ved opgaven 
Der er mange ting at nå
Spejlet skal pudses så jeg kan se mit skæg bliver gråt
Der står en opvask som forventer at jeg tager den
Den er ved at blive utålmodig
Bestikket svinger allerede med sablerne
Glassene klirrer demonstrativt
Der er revolution i luften  
Vaskemaskinen giver en omgang til for at berolige gemytterne
Kaktusserne har fået mere end nok og tusser tilbage til stuen
Revolution er ikke noget for dem  
Jeg afslår også
Skal nå at tørre støv af og vaske vinduerne inden mørket sænker sig
Og selveste rengørings inkvisitionen indfinder sig i form af find fem fejl og sæt fingeren på den støvede plet jeg overså i skyndingen 

mandag den 5. januar 2015