tirsdag den 5. maj 2015

Ferieafløser

Mor var træt af at se os lave ingenting i sommerferien
Så hun ringede til fjerkræslageriet
Mandag morgen kunne min bror og jeg begynde
Han blev sat til at tage indvolde ud af de slagtede kyllinger og kalkuner
Jeg kom ned i frysekælderen
Hvor jeg skulle pakke kasser med vinger og lårben
Mange af kyllingerne blev eksporteret til Saudi Arabien
Den bedste tjans var at stå ved klistermaskinen og sætte mærkater på kasserne
På arabisk stod der at kyllingerne var halalslagtet
Det var hårdt at pakke kalkunoverlår  
Jeg var fuldkommen udslukt da jeg kom hjem til aftensmad
Min bror nægtede pure at sætte sine ben på fjerkræslagteriet mere
Det blev over hans lig  
Jeg holdt ud i elleve dage
Gik til hånde så godt jeg kunne
De fastansatte talte ikke til os ferieafløsere 
De sagde heller ikke noget videre til hinanden for de var vestjyder
Næsten alle i frysekælderen var forkølede
Der var en stor hakkemaskine hvor resterne af kyllingeskrogene blev kværnet
Blod og splintret ben tilsat vand kom ud i en lind strøm
Nogen gange stoppede maskinen
Så kravlede en af de fastansatte op og rørte rundt i dødesuppen med en skovl
Sendte en grønhakker ned i det der blev til kyllingepølser
Det syntes jeg var ulækkert
Jeg skulle stable kyllingepølsepløret i bakker på et stativ med hjul
som derefter blev trillet ind i fryserummet
Mine arme var efterhånden blevet lange og trætte så jeg mistede grebet halvvejs over hovedet med en tyveliters bakke med ulækkert indhold
Det løb ned ad mig
Da det nåede ned i gummistøvlerne vidste jeg min sidste dag på fjerkræslagteriet var kommet
Jeg har ikke spist kyllingepølser siden


mandag den 4. maj 2015

Checken

Finn var kontorbud i sit fars ejendomsmæglerfirma
Og bedste ven med Eddy Andreasen
De kedede sig bravt en dag og ville lave noget spas
Kopierede faderens checks på kopimaskinen
Farvelagde dem så de til sidst lignede dem fra Privatbanken
Komplet med stempel og kontonummer
Checken lagde de foran kassen i Rundhøj Super
Gemte sig bag nogle tøjstativer og ventede på at en dumrian samlede forfalskningen op
Prøvede på at betale med den og ville blive til grin
Fordi checken var udstedt af Sigmund Freud
Det var hvad de havde tænkt sig
En dame samlede checken op
Betalte med den
Kom ud med for to hundrede kroner varer uden at der skete noget
Sådan noget lort
De løb grinende derfra og glemte alt om nummeret før mange timer senere
Hvor Finn blev indkaldt til møde på kontoret
Faderens kompagnon Rasmus Jensen var der også
Det drejede sig om den her check
Banken havde sporet den
Politiet havde været på besøg
Finn måtte gå til bekendelse
Det var meget pinligt   
Især fordi han havde kopieret kontonummeret med over på den forfalskede check 
Først fik han en stor skideballe  
Så sagde Rasmus Jensen til ham at checken var vældig godt lavet







En moderne H.C. Andersen fortælling

Midt i firserne var SU lån helt vildt dyre
Renten var tårnhøj 20%
Jeg lånte ti tusind 
Min storebror havde en klassekammerat 
hvis storebror lige havde åbnet en HIFI butik
AKAI spolebåndoptageren skulle han have 
fem tusinde femhundrede kroner for
Den var kun halvanden år gammel
Jeg kom hjem med spolebåndoptageren
Indspillede og afspillede Moonlight Shadow
Det lød dårligt og det var ellers en god sang
Spolebåndoptageren var spillet sønder og sammen
Havde nogle rigtig irriterende S’ lyde 
Senere byttede jeg den til en Höfner guitar
Der var ingen forstærker til
Der var seks strenge men det var kun de fem der kunne stemmes
Jeg lærte at spille starten på Smoke on the water
Det blev hurtigt kedeligt at spille guitar som knapt kunne høres
Så jeg byttede Höfner guitaren for et barkøleskab som summede højt hele natten
Om morgenen ringede jeg til Genbrugsfabrikken og bad dem afhente det

Pilen og kridtet

Finns storebror og hans kammerat 
legede cowboys og indianere i arkitektens have
De lå på lur bag nogle tjørnehække
Da Finn intetanende cyklede forbi
Buerne var lavet af elektrikerrør med bambus i
Pilene spidset i en blyantspidser
En af dem ramte Finn tæt ved øjet  
Det var ikke med vilje sagde hans storebror
Det var et uheld
Finn blev transporteret på skadestuen
Bagefter var han så sur på sin storebror at han kom op at slås
Stak et kridt op i næsen på ham
Så han også måtte en tur forbi skadestuen